Tilbud

Mod lysere tider

500,00DKK 400,00DKK

Den unikke historie

Mod lysere tider

Hendøende cykellys, og en forlængst tabt ring, og fattigmands guld, er altsammen ingredienser i denne fingerkreation med det forårskække navn: Mod lysere tider.

Dette smykke består af en (eller flere) dele af oldsager, som fuldt lovligt er købt på Ebay.
Oldsagerne er fundet med metaldetektor i lande, som ikke har en statslig ordning, svarende til Danmarks ”Danefæ” ordning.
Jordfund i disse lande tilfalder finderen, som herved bliver den retmæssige ejer af tingene, og derfor frit og ganske lovligt har retten til at sælge det han/hun finder.
Således kan disse artefakter altså frit erhverves i f.eks. Danmark
For videre uddybning, læs venligst om Ebay- købte oldsager på hjemmesiden, under fanen ”Ebay oldsager”.

Denne vårklare fingerring består i sin bærende del af en fingerring, der er fundet med metaldetektor i Ungarn. Den er formentligt fra tiden omkring år 1700. Den er lavet af messing, også kaldet fattigmandsguld.
Ringen er siden repareret af mig. Den var knækket i den ene side ved indfatningen. og er nu blevet sølvloddet og dermed igen brugbar.
Skaden er sikkert fremkommet ved frostsprængning under sit århundrede lange ophold i jorden. Skaden fremkommer ved at ringhullet med tiden fyldes op med jord. Den fugtige jord udvider sig i frosten og derved sprænges ringen.

Oprindeligt har ringen sikkert haft en sten eller farvet glasstykke indfattet. I denne indfatning sidder nu et noget anderledes glasstykke. Det er nemlig pæren fra en gammel cykellygte. Fatningen og glødetråden er fjernet og hulrummet fyldt med borespåner af messing.
Jeg opsamlede et glas fyldt med disse spåner i slutningen af 1980erne, under min læretid på en møbelfabrik. De var SÅ flotte. og jeg tænkte at de en skønne dag da måtte kunne bruges til noget. Og den skønne dag er nu kommet, efter kun 30 år er nogen af dem blevet brugt som fyld i en udbrændt cykelpære.

Ringstørrelsen er : 53 – 16,8 mm.

 

Den unikke historie om Mod lysere tider

Se de unikke smykker før dine venner

Facebook